Mandag den 16. januar 2012.

Det kolde mere vinterlige vejr vi havde igår, var blevet skiftet ud med noget som har præget denne vinter, plus grader som nåede op på 5 grader og let NW-lig vind.

Dagens program stod igen på at få tjekket stranden for “hvide måger” og det blev i selvskab med Per Poulsen samt Bent Jakobsen. Det tog os heller ikke ret mange sekunder før vi havde spottet de første, de gik samme sted som igår lige omkring den vestlige del af Pælerækken. Det var faktisk det eneste sted vi kunne opdrive dem i dag. Men her kunne vi iagttage 4 Ad Hvidvingede Måger samt den samme 4K Kumliens fra igår. Det tror jeg de gamle drenge var rigtig godt tilfreds med, der var smil på læberne og kameraerne skød så det gnistrede.

Per og undertegnede fortsatte et stykke op ad stranden og nåede lidt nord for “sabinebunkeren”. Vi genfandt en af de adulte Hvidvingede Måger som overraskede ved at være ekstrem aggresiv overfor en meget stor ung Svartbag som den meget hårdhændet forsøgte at stjæle noget fisk fra, men den fik ikke noget ud af anstregelserne.

Lige en lille tillægshistorie til i dag, inden jeg tjekkede stranden, var jeg et smut nede ved Solbjerg Plantage sammen med Per Poulsen og høre den Spurveugle som Ole Göller havde fundet aftenen før.

HKn

Der er lukket for kommentarer.