Blåvand den 21. november 2012

Vejret var ikke særlig indbydende i dag, den stod på kold vind og dårlig sigt. Vinden kom fra SØ og det blæste lige knapt 11 m/s, så det gik lige gennem marv og ben. Det var også meget diset, til tider kunne man ikke se øverste halvdel af Fyret, men ellers godt 1500-2000 m sigt i dag når det var bedst. Temperaturen var droppet noget da den kolde vind bragte lavere temperaturer med sig, således lå vi på lidt over 6 grader.

Jeg forsøgte at åbne nogle ganske få net her i stationshaven, fyrhaven var helt umulig, da SØ-vinden gik lige igennem. Det var ellers superærgerligt, da der var et mindre fald af Drosler, især pænt med Solsort som jeg så ca 45 af. I de timer jeg forsøgte at fange lidt fik jeg 4 Solsorte og de blev alle taget på første runde, herefter røg der ikke flere i. Sådan en blæsende dag havde det været godt med en helgolandsruse.

Det var ikke nemt at luske småfugle i dag og det blev heller ikke bedre af at militæret havde lukket mosen, så vi havde et begrænset område at lede i. Mest spændende fugl var en grålig Gransanger Bent havde mellem Ishuset og Stationen.

Om eftermiddagen tog jeg en hurtig tur til byen samt tog et mindre kig på Grønningen.

Helt tilbage til den 11. november hvor jeg fangede en Gransanger af  formen tristis, fangede jeg yderligere en grålig Gransanger lidt senere denne dag.. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig for bestemmelsen. Efter en uges grublerier, valgte jeg at sende den ud til bla Simon Sigaard, som har kigget en del på denne form på Øland. Hans konklusion er en fulvescens-tristis, altså en med en mere vestlig udbredelse.

Her kan de to Tristis typer sammenlignes, det er fulvescens nederst.

HKn

af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog