Mandag d. 20. juli 2015

Vejr: Intet har ændret sig, vinden er stadig i vest (225) 7ms. Temperaturen lå på 13 grader og skydækket var på 5:8. 20 km sigt.

Obsen synes jeg var en anelse mere spændende end i går. I dag kom der et par pæne flokke af Små Kobbersnepper og vi endte på 22 i alt. Alle sammen var flotte voksne hanner, indtil videre det største antal Kobbersnepper på en dag siden 2 juli. Udover Kobbersnepperne var det meget småt med vaderne igen i dag. Det varmede en smule i kroppen, da der kom 1 Gråstrubet Lappedykker fint lige bag revet. Lidt før det, kom der også en Storkjove trækkende syd som dagens bedste art på Obsen. Storkjoven kom rigtig godt lige midt i revet, og vi nåede at følge den rimelig længe inden den nået sydhukket. Rigtig fed overraskelse i det ellers lidt pt kedelige observatørliv… Der var også blæst lidt Suler tæt på land, så vi havde en chance for at se dem. Jeg talte 18 i løbet af morgenen, og der har givetvis været lidt flere, da de ligger og flyver lidt nord og syd. Det kan være svært at vide, om det er de samme fugle som flyver rundt. De fleste af dem var unge fugle, dog med enkelte voksne imellem.

HKn var flittig ved nettene igen i dag. Han kom op på 6 timers ringmærkning, men fuglene svigtede en smule. Totalen lyder: Husrødstjert 1, Gulbug 2. 3 fugle fordelt på 2 arter.  Husrødstjerten er en rigtig fin art at få med, og så endda på allersidste runde. Udover ringmærkningen fik Henrik lavede en masse havearbejde oppe i fyrhaven, med buskrydder og knofedt. Forhåbentlig kan det mindske flåtpopulationen en smule.

I morgen kommer der en god mængde vestenvind, så måske vi kunne se bare en enkelt havfugl. Det ville jo være et rart gensyn.

(DMA)

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog