Onsdag d.12 august 2015

Vejret: Vinden var i nordvest (336 grader), det blæste med 5 m/s, skydækket var 7/8 til at starte med, og der var 20 kilometre sigt. Temperaturen var 15,3 grader.

I dag var vinden i nordvest, derfor havde vi ikke de store forhåbninger i forhold til morgenobsen i dag. Dagen startede dog godt ud, for før solen stod, kom der en rigtig fin gammel og lys fase Almindelig Kjove flyvende sammen med Hav/Fjordternerne og de lokale måger. Den kom blæsende ind over revlerne og fouragerede på samme tid, og det var en dejlig opkvikker til at starte dagen på. Efter denne var kommet startede strandskadetrækket. I starten kom de relativt lavt, men senere op af dagen, hvor vinden tog til, og det blev mindre overskyet, gik vaderne højere, derfor var det godt at MGJ og MBB kom og gav mig en hånd. Klokken 0845 tog vi hjem, på grund af militæret skulle til at skyde, hvor jeg fik en lur.

Desværre var det ikke den bedste idé, jeg nogensinde har fået, da HKn så en Broget Fluesnapper og en Duehøg, mens jeg boblede. Sidstenævnte er en ret sjælden gæst herude på hukket. Derudover fangede han 2 rørsanger, som er de to første her i efteråret og nummer 2 og 3 her i år, så han var pænt tilfreds med dagens udbytte trods nordvestenvinden, og kun 5 fugle i garnet.

I morgen lover de svag vind fra nordøst, der op af dagen drejer i sydøst. Nordøst er en sjælden vindretning herude så kun fantasien sætter grænser, for hvad der kommer i morgen.

(APR)

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog