Onsdag d. 19. august 2015

Vejr: I dag var vejret todelt, først mest gråt og overskyet og lunt, så gik der hul på skydækkede og solen og varmen brød igennem. Dagen startede med vind fra Ø (108) 6 m/s, men fra over middag gik den i SW og aftog lidt. I forbindelse med at solen kom igennem kom varmen for alvor tilbage, temperaturen lå fra 17-20 grader. Hele dagen lidt diset og sigten lå på 15-18 km.

Den kraftige vind fra igår var taget meget af, og det virkede også som om det kom til at påvirke Bents morgenobs som var noget mere stille i dag. Rovfuglene havde tabt lysten til at trække langs den jyske vestkyst, det blev kun til få Tårnfalke, Spurvehøge og 4 Rørhøge. Til gengæld var der godt gang i de trækkende Skarver som der var over 700 af… de kom alle syd fra særlig i de tidlige morgentimer, så det er nok fugle der har overnattet ved Skallingen/Fanø/Esbjerg området. Mest markant i dag var dog, at de fleste Mursejlere var forsvundet, men de døde også ud allerede kl. 13 i går, samlet så vi i omegnen af en 100 fugle i dag.

Nå men heldigvis var det en ganske fornuftig ringmærkning igen i dag, og jeg fik også fat i de mest talrige småfugle som prægede landskabet, hvilket var Rødstjert, Løvsanger og Havesanger. Jeg havde Henrik Brandt med rundt på flere runder, hvilket var mægtig hyggeligt….desværre fik vi ikke Høgesangeren som vi ellers havde håbet på.

Ringmærkning: Jernspurv 2. Rødstjert 6. Gærdesanger 1. Havesanger 10. Løvsanger 8. Broget Fluesnapper 3. Lille Dompap 2. I alt 32 fordelt på 7 arter.

Vores lille p-plads var i dag omdannet til en mindre “byggeplads” vi havde nemlig besøg af folkene som lagde først etape af fiberrør i jorden, så vi fremover kan få noget hurtigere internetforbindelse, hvilket bliver så fedt……..da det ofte kan tage en “leverpostejmadsventetid”, at taste en enkelt obs ind……..og det er vi sgu blevet for gamle til at vente på.

Vi ses i morgen til nye eventyr fra Blåvand……

HKn

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog