Mandag d. 19. oktober 2015

Vejr: En utrolig smuk dag, dog måtte vi lige igennem noget tyk tåge om morgen og formiddagen. Men da solen brød igennem blev det en rigtig lækker og sprød oktober dag. Vind var der næsten ikke noget af blot et lille pust fra NØ (33) 3-4 m/s. Sigten svingede noget med tågen, men vi lå på 500 meter til 10 km. Det føltes kun lidt koldt om morgen, men ellers en ganske lun dag 4-12 grader.

Morgenobsen blev hurtig aflyst da vi dårlig kunne se hinanden, så Rene valgte at luske lidt…mens jeg fik sat nettene op. Til at starte med var der en del Rødhalse der tikkede rundt omkring og der røg også en del i nettene. Men da det begyndte at klare op overtog Gransangerne og Fuglekongerne billedet. Selv om det slet ikke var i samme omfang som i weekenden var jeg godt tilfreds med dagens resultat på 89 fugle. De mange Gransangere begynder at give håb om, at det er muligt at slå den gammel rekord med samlet lige over 450 fugle fra 2010…Dagens fugl i garnene var en skøn Stor Dompap, den første mærkede i efteråret.

Gærdesmutte 8. Rødhals 18. Solsort 5. Sangdrossel 1. Vindrossel 1. Munk 1. Gransanger 21. Fuglekonge 31. Rødtoppet Fuglekonge 1. Grønirisk 1. Stor Dompap 1.

Det blev også til en del andre spændende observationer i dag, mest hæftigt var de mange Kortnæbbede Gæs som kaldte ivrigt i tågen. Desværre så vi kun 3-400 fugle som alle trak mod nord, men lydkulissen var fantastisk og der har nok været nogen 1000 fugle forbi…sådan en dag havde det været fantastisk med en radar til at følge de mange flokke. Ellers skal nævnes en temmelig sen Bynkefugl sø for Stationen, mens en Stor Tornskade sidst på dagen jagtede småfugle i mellem træerne ved sommerhuset ved Vesterled….det gik så stærkt, at det næsten lignede et Egern der jagtede småfugle…..ja den sammenligning havde i nok ikke lige set komme kære læsere og dagens forfatter er endda piv ædru, et breaking news kendetegn.

Som noget nyt vil jeg kåre dagens læser af bloggen og den udvalgte blev Lone fra Århus…mens frække Finn må nøjes med 2. pladsen…

HKn

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog