Torsdag d. 12. november 2015.

Vejr: I dag ingen brok til vorherre over vejret…..vi har sluttet fred for en stund. Det varme vejr som har præget november svigtede heller ikke i dag, dagen igennem 12-13 grader. Dagen bød også på masser af sol og en del hård vind til et stykke over middag hvor den begyndte at tage af. Vinden kom fra V, med en snert af N (274) 11-13 m/s. Sigten var også blevet bedre, faktisk kunne man se helt ud til vindmøllerne 18 km.

Det var en dag over gennemsmit, især når man ser hvor langt henne vi er på året. Jeg kan ikke helt mindes så god en dag ved havet i november måned. Arbejdsfordelingen var lavet lidt om i dag, jeg tog mig af morgenobsen og fik selskab af Henrik Brandt og for en kort bemærkning Bent. Rene havde fået sig en fridag, men kiggede ud ganske kort om eftermiddagen, hvilket betød Hukket var mandsopdækket i de lyse timer. Vi havde det hele både antal og gode fåtallige arter. De talrige som dominerede billedet var Ride og Alk/lomvie, som der var hhv. 300 og 280 af (fandme et par trælse tal når man har talt hver enkelt fugl, vi vurdere ikke her i firmaet). Udover de ubestemte A/L, var der 12 Alke, 1 Lomvie, 5 alkefugl sp og 15 Søkonger. For Ridens vedkommende var det største antal i år, men meget typisk med en peak her i starten af november når det blæser. Men der var også andre herlige arter at nyde, bla. en af de bedste Islommer jeg har set i mange år herude, som kom i øjenhøjde og så oven i købet i fuld sommerdragt….smukt. Mellem bølgerne fandtes 5 Store Stormsvaler og 2 Thorhaner. I dag kom der endelige lidt kjover igen, her blev det 2 Almindelige Kjover, 1 ubestemt som nok mest af alt lignede en Mellemkjove samt 2 Storkjover. Sidstnævnte har haft et meget tyndt år herude i dette efterår, vi har blot haft 11 fugle fordelt på 8 observationer. Afslutningsvis skal 10 Mallemukker, 4 Sortgrå Ryler og en temmelig sen 1k Havterne også nævnes. En super godkendt november havobs hvis jeg selv skal sige det…!!!.

Sidst på dagen kom Tessa og Pelle (hund) forbi med kringle, det var noget nordjyden og undertegnede kunne lide. Hun blev og spiste aftensmad sammen med os, inden turen atter gik til Oksbøl.

Slut på en perfekt dag.

HKn

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog