Mandag d. 16. november 2015

Vejr: Først på dagen frem til klokken godt 9 noget rigtig møgvejr, hvor der kom en del regn, senere opklaring og herefter nogle få byger. Vinden var taget godt til igen, den startede i SV (225) og gik omkring middag mere i ren V (266) 11-12 m/s. Noget diset over havet 5-10 km. Temperatur 12.

Som nævnt under vejret ikke den bedste start på dagen, da vejret ikke rigtig tillod man kunne komme udenfor og lave noget….men efter alt for mange kopper kaffe, stoppede regnen og jeg smuttede på Hukket for at lave en morgenobs.

Selv om det ikke væltede med fugle, var det ganske behagelig morgen nede i “hullet”. De fleste af havfuglene gik mod nord. Jeg havde ikke siddet længe før morgenobsen var reddet, da jeg så en rigtig lækker Lille Stormsvale danse mod nord. For ikke mange dage siden havde vi også en, men nu med endnu en blev den den næstseneste herude nogensinde (levende fugl). Efterårets 6. Thorhane blev en realitet, da jeg havde en fin sydtrækkende fugl. Derudover skal nævnes en Storkjove, 2 Søkonger samt lidt Rider og Dværgmåger.

Ringmærkningen kunne ikke gennemføres i dag, men skulle nogen af vores læsere være meget interesseret i ringmærkning, så gå ind på vores Facebook side, hvor jeg i dag har skrevet om en spændende tilbagemelding på en Fuglekonge, som vi mærkede sidste år og som nu er genfanget lige nord for Kaliningrad…

Om eftermiddagen tjekkede jeg lige Sydhukket og genfandt ret hurtigt den Amerikanske Fløjlsand som nu er rykket yderligere mere mod nord, ligger fanktisk lige bag Fuglestation.

Inden alt lys forsvandet var jeg lige en lille tur ude på Grønningen, hvor der var lidt rastende vadefugle.

HKn

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog