Lørdag d. 27. februar 2016.

Vejr: Måske ikke lige så solrig som i går…men ellers en smuk dag og stille vejr… Vinden kom fra V (263) og lå på 7 m/s, men var aftagende… En dag der bød på lidt vekslende skydække 3-5/8, hvilket betød lidt skyer, men også skønne perioder med sol. Sigten var fremragende 20 km. Temperaturen lå på mellem 3 og 5 grader…henunder aften kunne man mærke et mærkbart dyk….så der venter en kold nat på Hukket.

Dagens første opgave var efter at alle nettene var blevet sat op, hvilket i dag betød at Fyrhaven kom op for første gang i år….herligt…at tjekke om hvalen forsat var derude. Jeg så den faktisk lige med det samme…men den var nu ikke længere foran revet, men et stykke vest for, og det så ud til at strømmen førte den mod nord. Det var lidt ærgerligt nu hvor det var blevet weekend og der var mødt rigtig mange mennesker op i håb om at få et glimt af den.

Da første runde var gået og der ikke var røget nogen fugle i…..gik jeg stærkt bevæbnet med ørnenæb, hæksaks og 2 save i gang med at få Fyrhaven skåret godt ned så nettene ikke hænger i diverse grene og hybenroser…Jeg havde store planer om især at beskære oppe omkring F5, hvor man næsten danser limbo for at komme op til…. Det gav voldsom sved på panden…men nu kan man da komme igennem uden at slå sig. Resten af haven fik også en tur, så efter en håndfuld timer var den forårsklar. Mens jeg fiksede haven arbejdede nettene også…der var dog ikke mange fugle…Men pludselig kunne jeg høre at der var røget en større fugl i F2…så jeg smed hæksaksen og løb om og fik fat i en fin lille Spurvehøg han….som nåede at sætte en klo i fingeren på mig..!.

Spurvehøg 2k han Fyrhaven f2 Blåvand 27.02-2016-1. Henrik KnudsenEn hidsig lille herre denne fine Spurvehøg han…..Det dunker godt i min pegefinger efter at have hilst på ham…..!!!!

Ringmærkning: Spurvehøg 1. Bogfinke 2. Kvækerfinke 3. I alt 6 fugle fordelt på 3 arter.

Om eftermiddagen fik jeg gået mosen rundt og fik lige hilst på det lokale par af Sortstrubet Bynkefugl samt trådt en Dobbeltbekkasin op…Turen gik videre til stranden, hvor 100 Sandløber kunne ses i det smukke aftenlys… Per Olsen var også en tur på stranden, så vi fik lige en hyggesnak og fulgtes hjem mod stationen.

Sandløber, Blåvand 27.02-2016-1. Henrik KnudsenEn af strandens mange Sandløbere i aftenlys…….

HKn

 

 

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog