Onsdag d. 30. marts 2016

Vejr: Så er det atter på tide at klage sin nød…sikke noget “holgermøghundvejr” Regnen begyndte lige som det blev lyst og forsatte frem til godt middag med konstant finregn/regn… Så kom der kortere perioder med sol og rigtig mange byger… Nå men vinden startede i S (164) 5 m/s, resten af dagen var den som en rutchebane, hvor den styrkemæssigt  svingede fra 5 til 11 m/s og så gik den eller mere over i ren V.. Sigt 10 km, mens temperaturen var fra 6 til 7 grader.

Den så godt nok lidt ud som om denne dag var lidt op af bakke….det lugtede af modgang….som en sprinter i bjergene….Men jeg er jo som en humlebasse og kender heldigvis ikke til tyngdeloven…hvilket min gamle fysisklærer helt sikkert vil skrive under på….så jeg tog den ulige kamp op mod vejret og fik åbnet stationshaven og satte ellers verdensrekord i at gå netrunder….men vi fik da standardmærkningen hjem. Ikke overraskende var der total tomt herude i dag….fuglene havde brugt den gode træknat til at komme videre….godt for dem med det vejr de har haft i hælene i dag.

Ringmærkning: Jernspurv 2. Gærdesmutte 1. Fuglekonge 1. I alt 4 fugle fordelt på 3 arter.

Stær hun Grønningen 30.03-2016-1. Henrik KnudsenI dag havde vi fået håndværkere ud til stationen, hvilket Stæren dog var utilfreds med….der blev nemlig bygget to store stilladser op inde i gårdspladsen, da der den næste uges tid skal laves nye skorstene på huset.

Ellers gik dagen med flere mindre projekter…..bla. fik jeg vasket al skimmelsvampen væk fra væggene oppe i det nye ringmærkningsrum, som der desværre var kommet efter vores vandskade…. Per Olsen som var så uheldig at støde på “mutter med kost og spand”… og fik straks en klud med klorin og så gik han om bord i vinduerne og så nød vi ellers klordampene sammen og grinte mærkeligt resten af dagen.

HKn

Reklamer
af Blåvand Fuglestation Skrevet i Dagbog